Ude af øje, ude af sind

For et stykke tid siden var jeg ude at gå med Anna i klapvognen. For første gang havde jeg sat hende op, så hun så fremad, mens vi kørte. Vores klapvogn er sådan, at man kan vende styret, så barnet både kan køre forlæns og baglæns. Når man kører baglæns ser barnet på "chaufføren", når man kører forlæns ser barnet fremad.
På vejen gik vi og snakkede om alt det spændende, vi kørte forbi - træer, sten osv. På et tidspunkt drejede vejen, så Anna fik den kraftige vind lige i ansigtet, og så ville jeg dreje styret, så hun sad baglæns og fik læ. Da Anna så mig gav hun et lille spjæt af overraskelse, og så gik arme og ben ellers på hende, somom hun ville sige "Juhu! Mor er her også!"
Gad vide, hvem hun troede snakkede til hende undervejs...?

Ps. Hun øver sig i at kravle. Hun er oppe på alle fire nu. Nogle gange er hun så langt oppe, at kun hænder og tæer er i gulvet... Men hun kommer stadig ikke fremad og kun lidt bagud.