lørdag, november 04, 2006

Hvor er min lille baby?

Igår fejrede vi Annas halvtårs fødselsdag. Det er helt utroligt, at hun allerede er blevet så gammel - tiden går bare så stærkt! Når jeg ser på den store pige, der leger på tæppet, kan jeg slet ikke forstå, hvor min lille baby er blevet af... (snøfte)
Hun kan næsten sidde selv og hun karter rundt på tæppet. Hun prøver måske på at kravle - det er ikke til at se om det er bevidst, men benene laver i hvert fald nogle kravleagtige bevægelser engang imellem. Ikke at hun kommer fremad overhovedet. Når bølgerne slår højt får hun skubbet sig lidt baglæns. Men hun drejer sig rundt ved hjælp af armene, og på den måde kan hun komme langt omkring.
Hun må spise al mad nu. Det var en stor dag for farmand i går, da hun måtte få kød for første gang. Hun fik noget blendet kødbolle, og det var hun glad for. Faktisk spiser hun jublende alt, hvad der bliver stillet foran hende. Hun får to måltider om dagen; frokost og aftensmad.
Sundhedsplejersken kommer på mandag. Det bliver spændende at få hende målt og vejet - jeg kan se på hendes tøj, at hun virkelig er vokset i de sidste uger, så jeg er spændt på at se hvor lang hun er!