onsdag, oktober 18, 2006

Børneeksem

Anna har fået børneeksem. Det startede med, at hun blev rød på kinderne, når hun spiste bestemte ting. Jeg kunne ikke rigtig finde et system i det, for hvis hun fik købe-kartoffelmos, så reagerede hun, men hvis jeg lavede det selv, reagerede hun ikke... Det endte med, at hun kunne tåle ærtemos og gulerodsmos, og ja, det er jo ikke ligefrem en varieret kost. Da vi var til 5-måneders undersøgelse spurgte jeg om det hos lægen, og han sagde, at det var vigtigere at hun fik en varieret kost, end om hun blev rød på kinderne.
Men jeg syntes, at det blev værre, og så konsulterede jeg sundhedsplejersken igen. Anna havde bl.a. også fået tørre pletter på benene. Sundhedsplejersken kiggede på det, og konstaterede, at det var børneeksem.
I 75% af tilfældene kan man ikke sige, hvorfor man får børneeksem, men det kan også være allergi. Jeg havde fået mistanke til modermælkserstatningen - det har der været i alt det mad, jeg selv har lavet til hende - og sundhedsplejersken sagde, jeg kunne prøve at smøre lidt modermælkserstatning på den ene kind og se, om den blev rød. Hvis den gjorde det, kunne jeg gå til lægen og få hende testet for mælkeallergi.
I eftermiddags testede jeg så modermælkserstatningen på hendes kind, og hun blev rød af det. Så nu har jeg bestilt tid hos lægen. Så må vi se om det er allergi eller hvad.
Under alle omstændigheder skal vi stoppe til babysvømning. Sundhedsplejersken sagde, at det var rigtig dårligt for hendes hud at komme i klorvand, fordi man bliver så udtørret. Så jeg har meldt os ud i dag.

Pruttelyde

Anna har lært at lave pruttelyde af en dreng i mødregruppen. Så nu bliver der pruttet dagen lang - også mens hun spiser og drikker, og det er jo herligt, for så skal mor vaske gulv bagefter...

søndag, oktober 15, 2006

Hun sidder selv

I løbet af de sidste par dage er Anna blevet rigtig god til at sidde selv. Man skal stadig være klar til at gribe, men hun sidder rank og glad indtil hun gør noget, så hun får overbalance. Hun kan sagtens sidde i 5 minutter uden at vælte. Jeg har taget en lille film af det, som ligger inde i galleriet.

mandag, oktober 09, 2006

5 måneder +

I dag var vi til 5 månedersundersøgelse hos lægen. Først blev Anna vaccineret - det tog hun med et smil. Sygeplejersken grinede af Annas "slanke lamsebamseben"... Det forstår man jo ikke... :) Bagefter skulle vi ind til lægen, og SÅ begyndte Anna at hyle. Selvom hun bare skulle ligge på briksen. Hun blev målt og vejet: 70 cm og 8700g. Lægen tjekkede hende, og alt var i orden. Så det var dejligt.
Næste vaccination er, når hun er 12 måneder, så der er et stykke tid til. Det bliver jo nok farmand, der skal med hende til lægen på det tidspunkt!