mandag, juli 03, 2006

2 måneders fødselsdag

I dag fylder Anna to måneder. Det er utroligt, at der allerede er gået to måneder, og samtidig er det somom hun har været her altid...
Sundhedsplejersken var her i dag. Anna er i fin trivsel, og hun gør de ting, hun skal - nemlig smiler, pludrer, er ved at opdage hænderne og holder hovedet fint. Hun har også en god øjenkontakt. Hun vejer 6350 g og måler 61 cm.
Det virker somom det især er pludreriet, som optager hende for tiden. Hun snakker stort set hele tiden (endelig noget, hvor hun ligner sin mor...), og hun har udviklet lyd-repertoiret meget i de sidste dage. Rø er stadig 'basis-ordet', men når hun er glad kan hun også sige Ah-Rø, Rø-aaaa, nga, ngaaauuu og variationer over de temaer. Men altså, 'rø' bruger hun hele tiden, og det kan sagtens grædes, skriges og sukkes, udover at det kan siges konstaterende og når hun er begejsret.
I sidste uge var hun mere interesseret i venstre arms mysterier. Hun lå på sit tæppe og baskede til sin lille løve med et spejl som ansigt (den hænger over hovedet). Hun lå og stirrede intenst på løven mens hun førte hånden langsomt derop, eller måske bare baskede hårdt til løven. Hun kunne sagtens ligge 10 min sådan. Men nu er det snak, det gælder, og der skal man jo være to...